Roskildehjemmets historie
Roskildehjemmet er et moderne forsorgshjem med en lang historie. Stiftet i 1918 af Landsforeningen Arbejde Adler, der for mere end hundrede år siden var stærkt engageret i at gøre vilkårene for arbejdsløse og andre socialt udsatte mennesker bedst mulige. Det var før de store sociale reformer, som har præget samfundsudviklingen i Danmark i årene fra 1930´erne og frem til i dag.

Roskildehjemmet i første version i 1918 var et herberg med 15 pladser. Det blev i 1932 udvidet til 30 pladser, som en effekt af de meget dårlige tider i 1920’erne og starten af 1930’erne med meget høj arbejdsløshed og mange, der levede i fattigdom.
Det første hjem lå på Københavnsvej, men allerede i 1934 flyttede Roskildehjemmet efter et mageskifte med Roskilde byråd til nye bygninger på Holbækvej.
Roskilde var i en rivende udvikling fra slutningen af 1960`erne, og beliggenheden på Holbækvej var særlig attraktiv for den nødvendige udvikling af boligområderne i byen. Derfor blev det efter langvarige forhandlinger aftalt, at der kunne opføres et nyt Roskildehjemmet i en mere moderne og større udgave cirka 5 km udenfor Roskilde. Det nye Roskildehjemmet i Glim blev indviet i 1974 og havde plads til 38 beboere i et moderne herberg – tæt på byen men samtidig i landlige omgivelser.
Behovet for herbergs pladser har på trods af generelt stigende velfærd gennem de seneste 40-50 år været stigende, hvilket også mærkedes på Roskildehjemmet. Dette skyldes en øget polarisering, hvor flere oplever sociale, psykiske eller andre problemer, der kan føre til perioder med hjemløshed.
For at imødekomme et øget behov for pladser og samtidig give Roskildehjemmet en tiltrængt modernisering, blev der i 2017 iværksat en omfattende udvidelse og renovering. Det nye Roskildehjemmet blev indviet i 2019 med plads til 50 beboere i moderne rammer.